Her finder du nyttig information til dig som kunde hos IBESS Husbatteri
Vigtig opdatering om solceller og SUNBESS 5/7 ordningen
Hvis du har solceller tilsluttet din KSTAR inverter i DK2, skal de fortsat være slukket og frakoblet. Dette gælder helt frem til slutningen af marts, hvor vi forventer, at det igen bliver muligt at køre med solcellerne aktiveret. (DETTE GÆLDER KUN KUNDER SOM HAR SOLCELLER DIREKTE TILKOBLET K-STAR INVERTEREN) Kravet kommer fra SoftControl og Energinet og er en nødvendig del af 5/7 ordningen. Når solcellerne er frakoblet, kan batteriet deltage fuldt ud i systemydelserne. Det er et krav, fordi systemet ikke samtidig kan garantere både systemydelser og solproduktion, når solcellerne er direkte tilkoblet batteriinverteren. Hvis du vælger at tænde solcellerne alligevel, vil dit anlæg automatisk falde ud af systemydelserne, og du mister den indtjening, der følger med.
Information til kunder i DK1
Hvis dit Husbatteri er placeret i DK1, skal du fortsat have dine solceller tændt og i normal drift, som du plejer. Der sker ingen ændringer for dig på nuværende tidspunkt. Når Energinet påbegynder prækvalificeringen i dit område, kontakter vi dig direkte. På det tidspunkt skal solcellerne også slukkes og frakobles, så installationen kan indgå korrekt i systemydelserne. Du får besked i god tid, så du kan nå at forberede dig.
Der er en faglig grund til dette
I vintermånederne producerer solceller meget lidt strøm. Derfor giver det god mening at prioritere systemydelserne, som typisk giver en væsentligt bedre økonomi i denne del af året. For at kombinere solproduktion og systemydelser i fremtiden kræver det en AC kobling, hvor solcellerne sidder på en separat strenginverter i stedet for at være direkte tilsluttet batteriinverteren.
Vi holder dig løbende opdateret
Så snart SoftControl giver grønt lys til ændringer, eller når vi nærmer os periodens afslutning, får du naturligvis en ny opdatering. Vi overvåger udviklingen meget tæt og sikrer, at du altid har den korrekte information. Vores support står klar til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl om opsætningen eller ønsker yderligere vejledning.
Velkommen til IBESS & SUNBESS Nyheder
Vi har nu været i gang i nogen tid, og det er ingen hemmelighed, at der undervejs har været en del tekniske udfordringer. Mange kunder har opfordret os til at blive bedre til at informere – og det er vi helt enige i. Derfor har vi nu oprettet denne side, hvor du fremover kan finde de seneste nyheder, opdateringer og vigtig information om dit Husbatteri og vores systemer.
Formålet er enkelt: at sætte dig som kunde i centrum og sikre, at du altid er opdateret, når der sker noget nyt. Samtidig har vi oprettet et nyhedsbrev, som vi sender ud, når der er aktuelle emner, ændringer eller driftsinformationer, du bør kende til. Du kan med fordel gemme denne side i din browser – vi opdaterer den løbende, hver gang der er noget, der er relevant for dig som kunde.
IBESS og Husbatteri er stadig en forholdsvis ny virksomhed. Vi befinder os i en branche, hvor udviklingen går ekstremt hurtigt, og hvor der konstant kommer nye teknologier, regler og procedurer – især i lyset af den energisituation, vi står i i dag. Derfor arbejder vi målrettet på at forbedre vores service og på at levere information hurtigt, præcist og til tiden.
Skulle du opleve problemer med dit anlæg, eller bemærke uregelmæssigheder i driften, er du altid velkommen til at kontakte os. Nederst på siden finder du en kontaktformular, hvor du nemt kan sende os en besked. Vi følger op så hurtigt som muligt, så vi sammen kan sikre, at dit anlæg fungerer optimalt.
Med venlig hilsen
René Rodam
CEO IBESS A/S
Hent den nye Husbatteri App version 2.0 i Google Play eller Apple App Store
NYTTIG INFORMATION
Her finder du alt, hvad du som kunde har brug for at vide om dit Husbatteri – både nu og fremadrettet. Vi deler nyheder, tekniske opdateringer og vigtig information om den løbende udvikling af vores systemer. Målet er at give dig fuld indsigt i, hvordan dit Husbatteri fungerer, og hvordan vi sammen kan sikre, at du får mest mulig værdi ud af din investering.
Hvad er Modstrøm – og hvorfor skal jeg skifte elleverandør?
For at du kan modtage betaling for systemydelser, skal dit Husbatteri være tilknyttet en balanceansvarlig – det vil sige et energiselskab, der har ansvar for at afregne strømmen direkte med Energinet. Modstrøm fungerer som denne balanceansvarlige part og sikrer, at dit Husbatteri kan deltage i markedet for systemydelser.
Kort sagt er skiftet til Modstrøm nødvendigt, fordi det er gennem dem, at strømmen og indtjeningen bliver registreret og afregnet korrekt hos Energinet. Uden en balanceansvarlig kan du ikke få udbetalt indtægter for at stille dit Husbatteri til rådighed i elnettet.
Hvad er en aggregator – og hvilken rolle spiller SoftControl?
En aggregator er en virksomhed, der samler mange mindre energienheder, som for eksempel Husbatterier, i ét samlet system. Aggregatoren styrer og koordinerer, hvornår batterierne skal levere eller optage strøm, så de samlet kan bidrage til at stabilisere elnettet og levere såkaldte systemydelser til Energinet.
IBESS samarbejder med SoftControl, som fungerer som vores tekniske aggregator. Det betyder, at SoftControl overvåger, styrer og rapporterer data fra alle tilsluttede Husbatterier til Energinet. Gennem denne automatiserede styring sikrer SoftControl, at dit batteri deltager korrekt i systemydelserne – og at du modtager betaling for den fleksibilitet, dit batteri stiller til rådighed.
Sådan fungerer systemydelserne – og sådan får du din udbetaling
Systemydelser fungerer ved, at dit Husbatteri indgår som en aktiv del af elnettet. SoftControl, som fungerer som aggregator, sender løbende bud ind via Modstrøm til Energinet om, hvor meget kapacitet vores samlede batteripark kan stille til rådighed. Når Energinet accepterer et bud, aktiveres batterierne automatisk for at hjælpe med at balancere elnettet – enten ved at levere strøm eller optage overskydende energi.
For denne ydelse modtager IBESS betaling fra Energinet, som derefter udbetales til vores kunder hvert kvartal. Beløbet kan variere, da udbetalingerne følger markedsprisen på systemydelser. Nogle måneder vil derfor give en højere indtjening end andre, afhængigt af udbud, efterspørgsel og markedsforhold.
Vi forventer, at alle vores kunder er fuldt tilsluttet systemydelserne inden udgangen af 2025. Det betyder, at du som kunde vil kunne drage fuld fordel af dit Husbatteris potentiale – både økonomisk og som en aktiv del af den grønne omstilling.
Registrér dit kontonummer for at modtage din udbetaling
Hvis du ikke allerede har indsendt dit kontonummer, beder vi dig venligst gøre det snarest muligt. Det er vigtigt, så vi kan sikre, at du modtager de penge, du har tjent gennem systemydelserne.
Du registrerer dit kontonummer via vores hjemmeside ved at følge vejledningen på siden:
